Oluf Nielsen Bager

1521 - 1602  (81 Ã¥r)

• Navn	Oluf Nielsen Bager
  Født	1521	Odense
  Køn	Mand
  Død	21 sep. 1602	Odense
  Begravet	Gråbrødre kirkegaard, Odense
  Person-ID	I501174	slægtstræ total
  Sidst ændret	21 sep. 2018

  
  

  Far	Niels Bager,   f. ml. 1480 og 1490,   d. ml. 1546 og 1555, Odense  (Alder ~ 66 Ã¥r)
  Mor	Ane Markvardsdatter,   f. ca. 1490, Odense ,   d. Odense
  Familie-ID	F500491	Gruppeskema  |  Familie Tavle

  
  

  Familie	Margrethe Clausdatter,   f. 1536, Bogense ,   d. 4 dec. 1581, Odense  (Alder 45 Ã¥r)
  Børn	1. Niels Olufsen Bager,   f. 1553,   d. 21 sep. 1602, Odense  (Alder 49 Ã¥r)
  Sidst ændret	12 sep. 2018
  Familie-ID	F500490	Gruppeskema  |  Familie Tavle

  
  

• Begivenheds Kort

  Født - 1521 - Odense Død - 21 sep. 1602 - Odense Begravet - - GrÃ¥brødre kirkegaard, Odense  = Link til Google Earth

  
  

• Notater

  rÃ¥dmand og købmand. Oluf Nielsen Bager blev formuende ved store leverancer til hæren under den nordiske SyvÃ¥rskrig; han forstrakte staten med lÃ¥n og betalte importen af udenlandske varer med øksne og korn. Fra omkring 1573 blev han statens debitor og blev ramt af nedgangen i den danske øksenhandel. Sin formue anbragte han væsentligt i købstadejendomme i Odense, og sammen med Hans Mule var han i 1570'erne byens højeste skatteyder (Wad, Fra Fyens Fortid, I, 1916, s. 80 f., Halling, Meine Vorfahren, I, 1905, s. 205 ff., Dansk biogr. Leks., I, 1933, 619 ff.). Han blev begravet i GrÃ¥brødre kirke, men epitafiet over ham og hans familie er nu anbragt i St. Hans kirke. I 1551 ægtede han Margrethe Clausdatter, datter af Claus Eriksen, d. 1550, i Bogense og Maren Bangsdatter, d. 1545. Hun tilhørte sÃ¥ledes den ansete rÃ¥dmands-slægt i denne by, der betegnes »de Bogense herremænd« (Wad, Fra Fyens Fortid, I, 1916, s. 80 f., Halling, Meine Vorfahren, I, 1905, s. 205 ff., 9 f.; Thott, 1426, 4°, s. 15, 36; Saml. t. Fyens Hist. og Top. IX, 1884, s. 294 ff.). 413 (Dansk biografisk Lexikon / I. Bind. Aaberg - Beaumelle) Fra Dansk Biografisk Leksikon Bager, Oluf Nielsen, 1521-1602, Handelsmand. O. B. i Odense er et af de mærkeligste Exempler paa den Grad af Rigdom og Handelsomsætning, som en driftig dansk Borger kunde drive det til under Frederik II’s Regering. Forholdene vare særlig gunstige: Hansestædernes gamle Magt var brudt, og Hollænderne, der snart skulde tilvende sig den største Part af den nordiske Handel, vare foreløbig stærkt lammede ved deres Befrielseskamp mod Spanien. Under disse Forhold bragte O. B. sin Forretning op til en Højde, der forekom Samtiden usædvanlig og vistnok ogsaa efter Nutids Maalestok vilde blive betegnet som meget betydelig. Hans væsentligste Handel bestod i Udførsel af Fedestude, til Opkjøb af hvilke Odense laa heldig, omtrent midt i det daværende Danmark, og Indførsel af Kram og Klæde, hvilken sidste Handel antog meget store Forhold under den nordiske Syvaarskrig, da O. B. leverede Beklædningsgjenstande til Hæren. Et Bevis for den Tillid, han nød hos Kongen, er, at han fik en personlig Ret til at slaa Mønt. Exemplarer af O. B.s Skillemønt med Odense Lilje som Mærke haves endnu i det kgl. Møntkabinet. Under andre Forhold vilde O. B. sikkert have anvendt en Del af sin Rigdom til Kjøb af Jordegods, hvilket paa en Maade dannede et nødvendigt Led med i hans Forretning som Middel til Underholdning af st&ososlash;rre Kvægdrifter. Men Datidens Lovgivning forbød uadelige at opkjøbe Jordegods. Han anbragte da en stor Del af sin Formue i Kjøbstadejendomme. Han nøjedes imidlertid ikke med at opkjøbe Haver, Grunde og Boliger, men opførte selv en Mængde store og pragtfulde Bygninger i ny Stil. Kun faa Privatmænd have bidraget saa meget til deres Fødebys Omdannelse og Forskjønnelse som O. B. til Odenses. Nogle enkelte af disse Bygninger have holdt sig indtil nu. Af Bindingsværksbygninger ere to paa Fisketorvet moderniseret 1867, medens flere, f. Ex. den gamle Klub, den gamle Fattiggaard og Læseforeningens Gaard, ere blevne nedbrudte eller ombyggede. Af hans Stenbygninger ere den gamle Amtstue og «Jordan» endnu saa temmelig i deres oprindelige Skikkelse, hvorimod Løveapotheket og O. B.s egen pragtfulde Gaard have undergaaet store Forandringer. Alle vare de prydede med Stensirater, Snitværk og Indskrifter samt mærkede med hans Bomærke, et opadvendt Anker, ligesom de ogsaa i Regelen vare kjendelige paa, at de ikke som Fortidens Bygninger vendte Gavlen, men Siden mod Gaden. Hans egen Gaard (Overgade Nr. 11) udmærkede sig ved sin rige indre Udstyrelse, især Storstuen, der var 150 AleAlen i Kvadrat, 7 Alen høj, Væggene beklædte med højt Egepanel og bibelske Billeder, Loftet tavlet med Snitværk, i hvis Fordybninger hang forgyldte Granatæbbler. Den prægtige Kamin her fra, der nu findes i «Dansk Folkemusæum», er dog næppe, som Sagnet melder, fra O. B.s Tid og blot senere oppudset, men efter Stilen at d&ømme vistnok fra det Aar, som Indskriften angiver, 1636. Ikke desto mindre er det til denne Kamin, at Sagnet knytter den bekjendte Begivenhed i O. B.s Liv: at han for at hædre sin kongelige Velynder og Gjæst, Frederik II, skal have fyret i med Kanelbark. Sandfærdigheden af den hele Beretning er i den nyere Tid bleven dragen i Tvivl, dog næppe af afgjørende Grunde. Thi det var bevislig Skik i det 16. Aarhundrede ved festlige Lejligheder at brænde vellugtende Stoffer paa Kaminen. Og at den bekjendte Rigmand i Augsburg Anton Fugger Aar 1541 skal have hædret Kejser Carl V paa denne Maade, er saa langt fra at være et Bevis imod, at O. B. kan have gjort noget lignende, at det for denne netop kunde have været en Spore til 30-40 Aar efter, da Historien sikkert var kjendt Evropa over, at hædre sin Konge paa lige saa kostbar en Vis. Det stemmer ogsaa vel med O. B.s Hengivenhed for Kongen og øvrige Sans for det storladne, at han paa Frederik II’s Forundringsudbrud skal have kastet endnu dyrere Brændsel, nemlig nogle kongelige Gjældsbreve, paa Ilden, hvorpaa Kongen siges at have udbrudt: «Ole! Ole! se dig for, hvad Enden vil blive!» Hvad enten Frederik II har udtalt disse advarerende Ord eller ej, saa stemme alle Beretninger overens om, at det til sidst gik meget tilbage for O. B. Maaske har han givet for stærkt efter for sin Byggelyst, maaske har han ved Frederik II’s Død mistet sin tidligere saa begunstigede Stilling, maaske er med den «uovervindelige Flaades» Tilintetgjørelse Hollændernes hemmede Handel paa de nordiske Farvande tagen til paa ny til Skade for ham, – eller mulig have alle disse Forhold i Forening medført den Tilbagegang, der synes at kunne spores omtrent fra Aar 1588. Da han døde (21. Sept. 1602), var hans en Ganng saa store Formue smeltet ind til en Ubetydelighed. O. B. nød i sin Velmagt megen Anseelse i sin Fødeby, ligesom han var yndet af Frederik II. Dog drev han det ikke videre end til at blive Raadmand, han blev aldrig Borgmester, ikke heller blev han adlet, skjønt han nedstammede fra Adel paa mødrene Side, og hans Hustru (Margrethe Clausdatter fra Bogense) var maaske af adelig Slægt. Hun fødte 12 Børn, 7 Sønner og 5 Døtre, af hvilke de fleste overlevede Forældrene og bosatte sig i Odense, Kjøge og Bergen. Alle findes de tillige med Forældrene afmalede i Tidens Dragt paa den Votivtavle, som O. B. Aar 1576 til Tak for hidtidig Fremgang lod ophænge i Graabrødre Kirke, samtidig med at han paa Kirkens Gulv lod anbringe en Familieeligsten over den Grav, der var bestemt til en Gang at samle dem alle. Sagnet har, som naturligt er, haft meget travlt med O. B. Han siges at have ejet det halve Odense <>og opført alle derværende ældre grundmurede Bygniinger. Grunden til hans Tilbagegang angives at være Søskade, fremkaldt af en Hex, der skvulpede 7 æggeskaller i en Spand Vand, hvorved hun fik alle O. B.s 7 Skibe til paa én Gang at g gaa under. Skjønt han tidligere havde overøst sine Børn med Gaver, skal han som gammel kun have kunnet finde Pleje hos dem ved aat indbilde dem, at han i en tung Kiste endnu gjemte en rig Skat, der skulde tilfalde den af dem, der var bedst imod ham. Efter hans Død aabnedes Kisten, men den indeholdt kun Flintestene samt en Seddel med Ordene: «Den, der gi’er, til han tigger, – skal slaas, til han ligger». – At O. B. ikke har mødt megen Kjærlighed som gammel, kunde mulig bekræftes ved, at ingen har gjort sig den Ulejlighed at lade paa hans Gravsten indhugge den manglende Dødsdag. Engelstoft, Odense Byes Hist. Vedel Simonsen, Bidrag til Odense Byes Hist. III, 72 ff. Hanck, Kong Frederik II og Oluf Bager, Odense Skoleprogram 1837. (I øvrigt omtales to Ligstene, jvfr. Vedel Simonsen, Odense Bys Hist. III, 134 fv hvoraf den ene har Dødsdagen indhugget, medens denne mangler paa den anden). Troels Lund.