| Notater |
- Begravelsestale Ole Laursen lørdag den 21. november 2021 kl. 10.00 Vestre kirkegårds krematorium Århus
Udklip af gammel revysang af Oswald Helmuth
Det er no'et man indser, mens tiden den går,
jeg ved godt, at min plads det er her, hvor jeg står
Jeg kø'r mig en tur langs med havnen,
jeg må rundt og se, hvad der sker.
Jeg kan ikke forklare nøjagtig hvorfor
det nærmest såd'n bare, ja, vel er det så.
Det såd'n en slags indeklemt længsel,
li'som en, der har siddet i fængsel
og så pludselig mærker, at nu er han fri,
såd'n har jeg det altid, når da'en er forbi.
Der ude et sted bag ved molen,
ligger verden og livet og solen.
”Han sagde aldrig nej”, det sagde I faktisk begge to, Birthe og Anette, da vi talte sammen forleden om jeres far, Ole. Og jeg synes, at jeres ord skal begynde min tale her, for jeg tror på, at det er ord, som alle jer, der delte liv med Ole, kan nikke med på: At han generelt ikke sagde nej; for det gjorde han ikke – hverken til jer, til at fortælle en historie eller til at gøre, hvad han kunne eller give ud af, hvad han havde.
For Ole var gavmild, en rigtig spasmager, han var varm, ordentlig, mild, humoristisk, hjælpsom, naturelsker, glad og så var han familiemand: far, morfar, oldefar og bror. Ja, det bedste, Ole vidste, var at samle familien, og der skulle ikke mangle noget som helst. Særligt ikke når det gjaldt børne- og oldebørnene. Og det mærkede I. For ’han sagde aldrig nej’ – med mindre det selvfølgelig var til hjælp med den sirlige marcipan til jul, men selv også dér kunne børnebørnene få lov at være med indover. For ingen ’kunne lave marcipan som morfar’.
Og ingen kunne vel fortælle så mange historier fra havet som Ole. For Ole elskede havet, og også den kærlighed formåede han at give videre, ligesom han nok også selv fik naturen tidligt lagt ind under huden som barn gennem cykelturene til bedsteforældrene i Odder eller madpakkespisning på stranden.
Ole havde en god og glad barndom og var tæt knyttet til sin mor, og mon ikke de to også havde visse ligheder; du sagde på et tidspunkt, Birthe, om jeres farmor, at der ikke fandtes nogen som hende, og sådan tror jeg faktisk også, at man vil kunne sige om Ole. Og så havde han, ligesom sin mor, kunne jeg forstå, en helt særlig ironisk humor – med et lille svirp, som man skulle være hurtig på.
Ole voksede op inde i byen i Thorshavnsgade som lillebror til Henning og blev med tiden selv storebror til Ivan og Annie. Som dreng kørte han som bud for deres mors rulleforretning på Tietgens Plads, og som ung kom han så i lære som maskinarbejder på Aarhus Maskinfabrik, og i 60’erne kunne han så komme ud at sejle på sine første ruter. Og han elskede det.
Havet var Oles sted. For der er højt til loftet, han oplevede et stærkt sammenhold og horisonten var fuld af nye oplevelser, og dem gav han gerne andre del i. For både kunne han tage spændende og til tider lidt store ting med hjem, som fx den gigantiske tyrekalv, der egentlig ikke rigtig var plads til, og i lidt samme omfang kunne I med frimodighed og altid spørge, om I måtte få en historie, og så regne sikkert med, at han og kasketten var klar til at fortælle.
Ole holdt på den måde ikke sit liv for sig selv, og han levede det også allerhelst sammen med jer. Det var, hvis ikke havet, så familien, der betød allermest for ham, at have mennesker omkring sig, og der var en gennemstrømmende gavmildhed over hans væremåde sammen med andre.
Sådan kunne han altid give en historie, sådan kunne han altid hjælpe, og sådan skulle der aldrig mangle noget – særligt ikke til fest, heller ikke rødbederne til jul.
Tingene skulle generelt være i orden – og tingene skulle også gerne stå på deres rette plads. Sådan havde Ole en perfektisme, en ordentlighed over sig. Og han ville også gerne selv, at det, han lagde hænderne i, skulle være i orden. Han var dygtig og arbejdsom –og efter sejladsen stoppede for hans vedkommende, kom han på Midtkraft og senere på Studstrupværket, og også der lagde man mærke til både hans hjælpsomhed og humør. Han var sjov og han smittede simpelthen af på sine omgivelser.
Men han var også en rigtig hyggefar, og I kunne på den måde, Birthe og Anette, fortælle om de mange faste søndagsture, I var på, som børn, med jeres far. ”Vi har nok nærmest slidt gulvene ned på Naturhistorisk Museum”, sagde I – og huskede, hvordan turen trofast sluttede af nede ved bageren med en øretæve, eller når I tog til skudehavnen og fik friske fiskefrikadeller. Om sommeren klarede I selv fisketurene og fangsten, også fra stranden ved Blommehaven, og dét blev et trofast sted for jer som familie at holde til i weekend og ferier, og også børnebørnene kom med ud og nød tiden og naturen.
I, du, Inge og Ole, havde et godt ægteskab, som du sagde, og så havde I fast plads derude og derfra kunne Igennem 41 år nyde morgenerne med udsigt over Aarhusbugt. Det var et særligt sted, som I holdt godt fast i, og hvor jeg tænker, at Ole kunne have dét lige ved hånden, hvor hans hjerte bankede højest, at være med familien og at være ved havet – og så gerne have en fiskestang i den anden hånd.
For han elskede naturen, og han elskede sin familie. Og hvis en fars lykke er at give det videre til sine børn, at det, der har betydet mest for ham, er blevet naturligt for dem, så må man sige, at det lykkedes for Ole. For hans kærlighed til havet, og hans kærlighed til at samle, har flettet sig helt naturligt ind i jeres levemåde, og det må have glædet ham at mærke og opleve sammen med jer.
Og så var der det med at blive morfar og oldefar. I fortalte mig, at Ole var så fint forsigtig med at ville holde børnene, når de var helt små og skrøbelige, men at han, når han så først fik dem i favnen, nærmest ikke ville give slip igen. For han var så stolt, at det lyste ud af ham, over at blive morfar og oldefar, og du sagde på et tidspunkt, Birthe om børnebørnene: at: ”De havde hver deres med ham”. Og sådan tror jeg netop, at man kunne have det med Ole – at man kunne have noget helt særligt med ham og mærke at man var helt særlig for ham.
Og det gør ondt, at han ikke er her mere, og I vil savne og mangle ham. Men hvor var det godt, at han var her, og hvor var det godt, at I havde ham. Alt det, I har delt og haft sammen, det er jeres, alle de historier, I har fået, dem skal I nu tage med jer og fortælle. Oles historier er jeres, og jeg tror, at I vil kunne mærke, hvordan hans kærlighed nok skal fortælle med, når I samles, når havet hvisker sine historier, eller når der ikke skal mangle noget.
Ole elskede havet, han fortalte sine historier og han havde altid sit anker hos jer.
Fred være med Ole, og fred være med jer. Amen
- Web
dåb
FT-1940
konfirmation
vielse
|
1938 - 2020 (82 år)
[1] 
